Nyborg Kommune

Du er her: Home By og land Langtved Udviklingsplanlægning for Langtved

Udviklingsplanlægning for Langtved


Langtved indgår i Nyborg Kommunes bymønster som en landsby med mulighed for byvækst. I Kommuneplan 2009 opstilles retningslinjer for landsbyens udvikling og for en kommende udviklingsplan for hele landsbyen.

Mål

Langtved skal have de bedste udviklingsmuligheder. Det skal ske ved at styrke landsbyens eksisterende kvaliteter og sikre gode forudsætninger for et aktivt og sundt liv på landet.

Der skal udarbejdes en samlet udviklingsplan for landsbyerne, herunder for Langtved,  i samarbejde med landsbyens beboere og landsbyrådet.
Byudviklingen nord og syd for Kissendrupvej skal foregå med størst mulig hensyntagen til det eksisterende landsbymiljø og naturværdierne.
Landsbyens bevaringsværdige bygninger skal registreres, og alle fremtidige planer og initiativer i landsbyen skal gennemføres i samarbejde med landsbyrådet og landsbyens beboere.

Retningslinjer

  1. Den fremtidige boligbebyggelse i Langtved skal opføres inden for to afgrænsede arealer på begge sider af Kissendrupvej, hvor der er en samlet rummelighed  på ca. 15 boliger.
  2. Der kan, hvor det falder naturligt i landsbymiljøet, gives udstykningstilladelse til enkelte nye boliger som huludfyldning på særlige vilkår.
  3. Ny bebyggelse og ændringer i eksisterende bebyggelse i landsbyen skal ske med hensyntagen til det eksisterende bymiljø og tilpasses gaden i skala og arkitektur.
  4. Området omkring vejkrydset Langtvedvej/Kissendrupvej er det centrale område i landsbyen. Det skal have særlig fokus i udviklings- og bevaringsplanen for Langtved.
  5. Der udlægges ikke erhvervsområder til lokale erhverv i Langtved. 
  6. Arealer indenfor landsbyafgrænsningen, der er beliggende i landzone, skal ved lokalplan overføres til byzone.

Redegørelse

Bymønster og fremtidige boligområder
Langtved er en af de landsbyer i kommunen, der sammen med Aunslev/Hjulby, Skellerup, Herrested/Måre, Vindinge/Rosilde, Refsvindinge, Frørup, Tårup og Ellinge i bymønsteret er tildelt mulighed for byvækst, da byen har en vis størrelse og er i besiddelse af vigtige offentlige funktioner som forsamlingshus, børnepasning og sports- og fritidsfaciliteter.

De nye boligområder udlægges mod øst i forlængelse af den nyere parcelhusbebyggelse med vejadgang fra Kissendrupvej. Her kan der opføres 10-12 parcelhuse. Nord for Kissendrupvej udlægges et mindre areal til 2 nye boliger som en opstramning af bygaden. Inden for eksisterende lokalplan nr. 45 er der en restrummelighed på 4 tæt-lav boliger.

Bevaringsværdige bygninger
Langtved er en relativ ny landsby, der hovedsageligt består af boliger opført inden for de seneste 40 år. Bortset fra forsamlingshuset og de eksisterende gårde inden for landsbyafgrænsningen er der tale om begrænsede bevaringsværdier i Langtved.

Det påregnes, at der udarbejdes en samlet registrering af bevaringsværdige bygninger for gl. Ørbæk og gl. Ullerslev kommuner, herunder for Langtved, så der foreligger en samlet udpegning af bevaringsværdige bygninger i hele Nyborg Kommune. Der er udarbejdet et Kommuneatlas for den gl. Nyborg Kommune, hvor alle bygninger er vurderet og registreret med hensyn til bevaringsværdi.

Bevaringsværdige bymiljøer
Området omkring det centrale vejkryds Kissendrupvej/Langtvevej er vigtigt for landsbymiljøet og  landsbyens identitet. Langs Kissendrupvej  er der i gl. Ullerslev kommune etableret en miljøprioriteret gennemfart med hastighedsdæmpende foranstaltninger. I forbindelse med udarbejdelse af en udviklingsplan for Langtved vil en styrkelse af området ved det centrale vejkrydsog forsamlingshuset kunne indgå med det formål at øge den samlede attraktionsværdi. 

Huludfyldninger
Huludfyldninger defineres som nyudstykning til byggeri af 1-2 boliger, typisk i forbindelse med en landsbygade. Tilladelse til byggeri bør tilpasses eksisterende forhold med hensyn til udformning, placering i forhold til bygaden, materialevalg mv., samt at det ikke sker på arealer, som er værdifulde udsigtssteder fra landsbyen mod det åbne land. Nærmere retningslinjer for huludfyldning kan medtages i den kommende udviklingsplan for landsbyen.

Fremtidige erhvervsområder
For at styrke bosætningen og et mangfoldigt liv i landsbyerne og på landet ønsker byrådet, at der så vidt muligt skal være erhvervsarealer til lokale erhverv, så der kan fastholdes og tiltrækkes mindre arbejdspladser til landsbyerne, herunder Langtved. Der er ikke udlagt erhvervsområder i Langtved, da der udpræget er tale om en bosætningsby. I nabolandsbyerne Flødstrup og Kissendrup er der udlagt mindre erhvervsarealer til lokale erhverv, da disse landsbyer i forvejen har en del lokale erhvervsvirksomheder.

Landdistriktspolitik og udviklingsplan
Udvikling i landdistrikterne kræver en vis vedholdenhed for at få succes. Derfor ønsker Byrådet, at der gennem særlig fokus på landsbyer og landdistrikter udarbejdes en landdistriktspolitik og i den forbindelse en udviklingsplan for alle landsbyerne, herunder Langtved.
Udviklingsplanen skal sikre, at den enkelte landsby kan udvikle sig inden for rammerne af en overordnet plan. Udviklingsplanen skal medvirke til, at landsbyerne forbliver attraktive bomiljøer, og at stagnation og direkte forfald undgås.
Udviklingsplanen er grundlag for udarbejdelse af kommende lokalplaner i landsbyerne.
Det er vigtigt, at landdistriktspolitik og udviklingsplan udarbejdes i samarbejde med landsbyråd, beboere og evt. LAG Nyborg.

LAG Nyborg
Beboerne og erhvervslivet i kommunens landsbyer og landdistrikter har stor mulighed for at medvirke til at skabe udvikling i deres eget lokalområde. Bl.a. skal den lokale aktionsgruppe LAG Nyborg tage initiativ til nye aktiviteter, støtte og rådgive om projekter, oplyse om tilskudsmuligheder og indstille støtteegnede projekter i landdistrikterne, herunder i landsbyerne.
LAG Nyborg skal samtidig have fokus på, at markedsføre landdistrikterne og sikre sammenhæng i indsatsen med kommunen. 

Kissendrupvej gennem langtved


  
Status

Kommuneplan 2009 er vedtaget af Nyborg Byråd den 15. marts 2011 og offentligt bekendtgjort den 5. april 2011.