Nyborg Kommune

Du er her: Home By og land Nyborg Samlet udviklingsplan for Nyborg

Samlet udviklingsplan for Nyborg


Udviklingsplanen beskriver, hvordan Nyborg By skal udvikle sig på lang sigt. Planen viser, hvor der skal udlægges nye arealer til byformål, dvs. først og fremmest  boligområder og erhvervsområder.

Mål

Nyborg skal være et godt og trygt sted at bo, og der skal tilbydes spændende og varierede bomuligheder i områder af høj kvalitet, tæt på natur, vand og rekreative områder.

Nyborg skal også kunne tilbyde velbeliggende og velplanlagte erhvervsområder med god trafikal tilgængelighed og uden miljmæssige gener for tilgrænsende områder.

Byudviklingen i Nyborg skal ske med hensyntagen til de store natur og miljøinteresser, der kendetegner randzonen omkring byen.

Den grønne struktur i udviklingsplanen skal være det styrende element i detailplanlægningen.

Retningslinier:

  1. Byudviklingen i Nyborg by skal ske i overensstemmelse med hovedprincipperne i den samlede udviklingsplan.
  2. Byudviklingen skal ske under hensyntagen til udnyttelse af infrastrukturen, herunder mulighed for kollektiv trafikbetjening
  3. I forbindelse med byudvikling mod det åbne land og den grønne struktur skal der stilles krav til den landskabelige bearbejdning af byområdet i form af beplantninger, arronderinger samt grønne rekreative bufferzoner.
  4. Udviklingsplanen er en langsigtet perspektivskitse, der viser den fremtidige byudvikling til boliger og erhverv, og hvordan denne forholder sig til den grønne struktur.
  5. Arealerne til boligbebyggelse er beliggende nord for Fynsvej, og der er mulighed for etageboligbebyggelse på de bynære havnearealer
  6. Arealer til erhvervsformål er beliggende syd for Fynsvej med mulighed for på længere sigt at afslutte området mod den grønne struktur vest for Hjulbyvej.
  7. Muligheden for en forlængelse af Ringvej til Skaboeshusevej fastholdes i kommuneplanen til aflastning af den gennemkørende trafik på Frisengårdsvej. 

Redegørelse

Byudviklingsmulighederne i randzonen omkring Nyborg by er begrænsede. De bevaringsværdige hovedgårdslandskaber omkring Juelsberg og Holckenhavn Fjord udgør en stor del af den grønne struktur omkring Nyborg i form af en nordlig og en sydlig grøn kile. Fra vest mod øst skærer endnu en grøn kile sig helt ind til bykernen langs Hjulby Sø og Ladegårds Å. Nyborgs udviklingsplan kan således karakteriseres som en pendant til hovedstadsområdets Fingerplan med grønne kiler hvorimellem byen udvikler sig.

Da Byrådet i den gamle Nyborg Kommune besluttede at opgive en byudvikling ved Skaboeshuse nord for byen, indskrænkede mulighederne for byvækst sig til arealerne nord for Fynsvej, - fra Hjulbyvej i vest til Ladegårdsvej i øst. Her kan der, over et længere perspektiv, planlægges en ny bydel med 6-700 boliger. Arealerne nord for fynsvej er omfattet af store drikkevandsinteresser, der skal respekteres i forbindelse med udviklingen af bydelen.

Af landskabelige årsager  inddrages arealerne langs Odensevej ikke til byudvikling. Derved fastholdes den åbne karakter helt ind til bygrænsen ved Ladegårdsvej. Ligeledes friholdes arealerne syd for Gl. Vindingevej også for byudvikling på grund af den langstrakte udsigt mod syd mod Vindinge Å og Holckenhavn Fjord.

Byvækstarealerne ligger i nær kontakt til overordnede veje. Det giver gode muligheder for en god kollektiv trafikbetjening. Områderne har direkte adgang til det rekreative stinet langs Ladegårds Å, og dermed stiadgang til centrum og til institutionsområdet ved Borgeskovskolen.

Erhvervsudviklingen sker som en videreførelse af eksisterende områder, der alle er trafikalt velbeliggende i forhold til overordnet vejnet via henholdsvis Hjulbyvej og motorvejsafkørsel Nyborg øst.

Af trafikale og byplanmæssige årsager skal der fortsat sikres mulighed for, at der kan etableres en forlængelse af Ringvej til Skaboeshusevej. Ringvejen er aldrig blevet færdiggjort, men den er fortsat en vigtig brik i den samlede byplanlægning, så der kan ske en aflastning af Frisengårdsvej, der i  dag skal bære hovedparten af den kørende trafik til byens nordlige boligområder.  

Nyborg Slot og voldanlæg Udsigt mod Vesterhavnen

  
Status

Kommuneplan 2009 er vedtaget af Nyborg Byråd den 15. marts 2011 og offentligt bekendtgjort den 5. april 2011.