Nyborg Kommune

Du er her: Home Natur og miljø Geologi

Geologi


Kommuneplan 2009 opstiller mål og retningslinjer for de geologiske interesseområder i Nyborg Kommune, herunder bakker, dale, strande, odder og klinter.

Mål

Nyborg Kommune støtter formidling af landskabets dannelseshistorie ved at udpege og beskytte lokaliteter med stor geologisk fortælleværdi.

Geologiske interesseområder som tunneldale, åse, israndsbakker m.fl. samt profiler (skrænter og klinter med synlige jordlag) med særlige geologiske interesser skal beskyttes, bevares og synliggøres. Det skal sikres, at der tages hensyn til de særlige geologiske interesser ved planlægning af bygge- og anlægsarbejder, skovrejsning, råstofindvinding, kystsikring m.v. i det åbne land.

Der udpeges geologisk værdifulde områder og lokaliteter, som er egnede til at formidle landskabets udviklingshistorie. For hver lokalitet skal der udarbejdes forslag til forvaltningsplaner. I forlængelse heraf vurderes det,  om nogle områder bør omfattes af skærpede retningslinjer for beskyttelse.

Retningslinier

  1. Inden for områder udpeget som særlige geologiske interesseområder skal byggeri og anlægsarbejder, tekniske anlæg, beplantning, kystsikring m.m. søges udformet, så de understøtter landskabets dannelsesformer. Der kan alene ske bebyggelse eller etableres anlæg i ganske ubetydeligt omfang, og kun såfremt de pågældende beskyttelsesinteresser ikke tilsidesættes.
  2. Lokaliteter med synlige jordlag (geologiske profiler), der særlig tydeligt afspejler landskabets opbygning og tilblivelse, skal søges bevaret og beskyttet.

Redegørelse

Geologien spiller en betydelig rolle i vores hverdag, selvom de fleste måske sjældent tænker over det. Udformningen af landskaber og jordbund er afgørende for plante- og dyrelivet, for menneskets bosætning gennem tiderne og for udnyttelsen af de mineralske råstoffer. De geologiske lag afspejler desuden udvilingen i naturforholdene, herunder klimaet, op gennem Jordens historie. Det er derfor vigtigt, at man til stadighed kan opleve, undersøge og formidle den geologiske historie, som landskabet er et resultat af.

Bakker, dale og andre landskabselementer fortæller om den sidste istids formning af det fynske landskab, mens kyststrækningen med strande, odder og klinter giver viden om de processer, som konstant forandrer kystlinjen.

Landskaber med varierende geologiske elementer har stor betydning for vores oplevelse af - og forståelse for - hvordan landskabet oprindeligt er blevet dannet. Mange geologiske landskabsdannelser har samtidig høj landskabelig og rekreativ værdi på grund af deres særpræg og skønhed. Geologiske profiler kan blotlægges ved kysterosion eller ved råstofgravning og kan være af stor geologisk værdi, der samtidig fortæller om landskabets opbygning.

I planperioden vil Nyborg Kommune arbejde for at udpege geologisk værdifulde lokaliteter og gennemføre en formidling af landskabets udviklingshistorie. For hver lokalitet  vil der blive udarbejdet forslag til en forvaltningsplan.

By- og Landskabsstyrelsen har udarbejdet en oversigt over værdifulde geologiske områder i Danmark. I Nyborg kommune er følgende særlige geologiske interesseområder udpeget:

Ørbæk-, Kongshøj- og Kastel Tunneldalene - Fyns store tunneldalssystem. Mod vest udmunder tunneldalene i hedesletten ved Gislev. Dalene er dannet af smeltevand under en hurtigt fremrykkende gletscher i Storebælt. Hele strækningen er et meget klassisk forløb med tunneldale, smeltevandsdale og sletter.

Holckenhavn Fjord og Knudshoved halvøen. Holckenhavn Fjord udgør den nordlige, druknede udmunding af Fyns store tunneldalsystem og er i kraft heraf et værdifuldt landskab. Knudshovedhalvøen er et illustrativt eksempel på et typisk østdansk kystlandskab, der stadig er dynamisk aktivt trods den nærliggende broforbindelse.

Åhuse, udmundingen af Kongshøj tunneldal. Lokaliteten er primært værdifuld i kraft af dens egenskab som Fyns største dræningssystem for smeltevand fra istidens slutning, men også i kraft af den landskabelige skønhed.

Sludegård, kalkgrav i kildekalk. Ved en dalskrænt udspringer kildevæld, hvor der gennem årtusinder er udfældet tykke lag at stribet kildekalk  - tidligere kaldet frådsten - med aftryk af blade, grene, ferskvandssnegle og -muslinger. Kildekalk i tykkere lag findes kun få steder i Danmark.

Se i øvrigt under Landskaber.

 

Vestlige del af Holckenhavn Fjord set fra syd


  
Status

Kommuneplan 2009 er vedtaget af Nyborg Byråd den 15. marts 2011 og offentligt bekendtgjort den 5. april 2011.

 

Eksterne links

Værdifulde geologiske områder på Fyn