Nyborg Kommune

Du er her: Home Natur og miljø Grundvand Vandforsyning

Vandforsyning


Forsyningen af drikkevand i Nyborg Kommune er baseret på grundvand af generelt høj kvalitet.  Retningslinjerne i Kommuneplan 2009 skal bidrage til, at drikkevandsforsyningen kan fastholde sin høje kvalitet.

Retningslinjer

  1. Kommunens borgere og erhvervsliv skal nu og fremover sikres tilstrækkeligt og  rent drikkevand uden behov for rensning.
  2. Vandspild skal minimeres bl.a. ved vandsparekampagner og ved at vedligeholde ledningsnettet.
  3. For at undgå at forureningsproblemer kan medføre akutte forsyningsproblemer for drikkevandsforsyningen, vil Nyborg Kommune medvirke til at sikre, at vandværkerne har ekstra boringer og/eller har forbindelsesledning til andet vandværk.

Retningslinjer og målsætninger Regionplan 2005, der nu er ophævet til landsplandirektiv, gælder frem til Folketinget har vedtaget vandplanen. Herefter gælder de nye målsætninger og retningslinjer i vandplanen, der vil være bindende for kommuneplanen og kommunens administration af hele vandkredsløbet. Indtil vandplanen er vedtaget, administrerer kommunen derfor efter retningslinjerne i Regionplan 2005, hvorefter der administreres efter kommuneplanens retninglinjer og de nye vandplaners målsætninger.

Redegørelse

Vandforsyningen i Nyborg Kommune varetages af 3 vandværker, der tilhører Nyborg Forsyning og Service samt 15 private vandværker. Desuden er der ca. 40 større enkeltanlæg, som især indvinder vand til vanding og industri. Endelig har ca. 330 ejendomme egen vandforsyning. Vandværkerne indvandt i 2007 i alt 2,8 mil m3 vand, hvoraf Nyborg Forsyning og Service stod for 1,2 mil m3 og de øvrige 15 private vandværker for 1,6 mil m3.

Forsyningen af drikkevand i kommunen er baseret på grundvand af generelt høj kvalitet. På vandværkerne anvendes kun simpel vandbehandling i form af iltning og filtrering gennem sandfiltre, inden vandet ledes til forbrugerne - og det er kommunens holdning, at det skal den fremtidige drikkevandsforsyning også være baseret på.

Vandforsyningen i kommunen er decentral, idet de 18 vandværker ligger spredt over hele kommunen. Ved en decentral struktur undgås de forringelser af grundvandskvaliteten, der kan opstå som følge af sænkninger af grundvandsstanden ved for kraftig oppumpning på få steder. Desuden undgås en alt for kraftig påvirkning af vandløb og vådområder med deraf følgende forringelser af naturkvaliteten.

Vandforsyningen fra de mindre vandværker i kommunen er generelt ikke indbyrdes forbundet. Dette giver en mindre robust forsyningssikkerhed, og  det betyder, at disse vandværker er sårbare over for forurening. Det er kommunens holdning, at vandværkerne skal sørge for en god forsyningssikkerhed. Det kan ske ved at råde over alternative kildepladser og/eller ved forbindelsesledninger til andre vandværker. Vandspild skal minimeres ved bl.a. vandsparekampagner og ved vedligeholdelse af ledningsnettet.

Byrådet vil samle og revidere de nuværende vandforsyningsplaner i den kommende kommuneplanperiode. Vandforsyningsplanen for hele kommunen vil få til formål at danne grundlag for en stabil og robust vandforsyning til forbrugerne i Nyborg Kommune.

I takt med at byudviklingsområderne i Nyborg, Ørbæk og Ullerslev bebygges, vil der være et stigende behov for drikkevandsforsyning. Der forventes generelt at være tilstrækkeligt grundvand, således der ikke vil opstå et forsyningsproblem.

Drikkevandskontrol
Der gennemføres løbende kontrol med alt drikkevand. Kontrollen på vandværkerne omfatter bl.a. bakterier og miljøfremmede stoffer såsom sprøjtemidler, opløsningsmidler, oliestoffer m.fl. Fund af miljøfremmede stoffer har medført, at boringer er taget ud af drift. Dette har øget fokus på beskyttelse af arealerne omkring drikkevandsboringerne.

Kontrol af vandkvaliteten i de ca. 330 private boringer og brønde har vist, at op mod halvdelen af disse har problemer med at opylde kravene til drikkevand. De typiske overskridelser er nitrat og bakterier. I disse situationer vælger ejerne oftest at få indlagt vandværksvand og i forlængelse heraf skal boringen eller brønden normalt sløjfes.

 Rent drikkevand


  

Status

Kommuneplan 2009 er vedtaget af Nyborg Byråd den 15. marts 2011 og offentligt bekendtgjort den 5. april 2011.