Nyborg Kommune

Du er her: Home Natur og miljø Jordbrug

Jordbrug


Kommuneplan 2009 opstiller mål og retningslinjer for jordbruget i Nyborg Kommune, det vil sige landbrug, gartneri og skovbrug.  

  

Mål

Jordbruget skal også i fremtiden udgøre et væsentligt erhverv i Nyborg Kommune. Det skal derfor sikres, at der i videst muligt omfang er tilstrækkelige og velegnede arealer til opretholdelse af levedygtige jordbrugsejendomme.

Landbruget skal fortsat kunne tilbyde attraktive arbejdspladser og bidrage til at bevare og styrke det åbne lands natur- og landskabsværdier.

Landbrugsdriften må ikke giver anledning til konflikter i forhold til naboer.

Retningslinjer

  1. Ved inddragelse af jordbrugsarealer til andet formål skal der økonomiseres med jordbrugsarealerne. Inddragelse af jordbrugsarealer skal blandt andet ske på baggrund af en nøje vurdering af, om alternative placeringsmuligheder i højere grad vil tilgodese de jordbrugsmæssige interesser, samtidig med, at øvrige tungtvejende hensyn ikke tilsidesættes.
  2. Ved inddragelse af jordbrugsarealer til andet formål skal der i videst muligt omfang værnes om større levedygtige ejendomme, dvs. ejendomme som med deres bygningsmasse og/eller jordtilliggende også fremover vil udgøre rentable produktionsmæssige enheder.
  3. Der skal ske en afvejning af de jordbrugsmæssige interesser i forhold til landskabet, kulturhistorien, vandmiljøet, styrkelse af naturgrundlaget, naturgenopretning, rekreative forhold, byvækst, turistanlæg, omboende m.v.. Denne afvejning kan indebære, at de jordbrugsmæssige interesser må nedprioriteres.

 

Redegørelse

Redegørelsen er udarbejdet på baggrund af Fyns Amts regionplan 2005 - og den bagvedliggende jordbrugsanalyse. Denne kommuneplan indeholder ikke en udpegning af særligt robuste eller særligt værdifulde landbrugsområder. Det er kommunens vurdering, at ovenstående retningslinjer sikrer at de jordbrugsmæssige interesser i det åbne land tilgodeses.

Retningslinjerne foreskriver, at de jordbrugsmæssige interesser inddrages i forbindelse med andre interesser og aktiviteter i det åbne land. Retningslinjerne sikrer, at arealinddragelse af jordbrugsarealer til f.eks. byudvikling sker efter en konkret vurdering af, om eventuelle alternative placeringer i højere grad kan tilgodese jordbrugserhvervet.

For at imødegå konflikter mellem land og by  i forbindelse med planer og projekter, foretages en vurdering i forhold til lovligt eksisterende husdyrbrugs beliggenhed. Jf. husdyrgodkendelseslovens § 20 skal kommunen sikre sig, at udvidelse el. lign. af lovligt eksisterende husdyrbrug, ikke giver forøget risiko for forurening eller gener, hvis husdyrbruget ligger indenfor 300 m for bl.a. et eksisterende eller i kommuneplanen fremtidigt byzone, sommerhusområde m.fl.

Arealanvendelse
I Danmark - herunder også i Nyborg Kommune - er landbrugets dyrkningsarealer  under pres fra arealanvendelse til andet formål, såsom byudvikling, infrastruktur og andre anlæg, rekreative formål, skovrejsning, etablering af skovområder med videre.

I Nyborg Kommune anvender jordbruget ca. 80% af det samlede areal, heraf udgør skov ca. 11%. For landet som helhed anvender jordbruget ca. 73% af det samlede areal, heraf udgør skov ca. 11%. Andelen af naturarealer er således kun på ca. 5% af det samlede areal mod ca. 9% for landet som helhed. Den sydlige del af kommunen og området omkring Ullerslev er specielt kendetegnet ved mange relativt store og specialiserede husdyrbrug.

Landbrug
Antallet af jordbrugsbedrifter er på Fyn i perioden 1989-2003 faldet med 43%. Som en konsekvens af udviklingen i antallet af jordbrugsbedrifter er den gennemsnitlige bedriftsstørrelse steget fra 30,4 ha i 1989 til 54,3 ha i 2003. Det er især de store bedrifter, der er blevet større. Således er antallet af bedrifter på mere end 75 ha og deres samlede dyrkede areal vokset, mens antallet af bedrifter under 75 ha falder i antal og i samlet dyrket areal. På landsplan er det samlede dyrkede areal siden 1970`erne reduceret med 0,4% pr. år. Udviklingen i det dyrkede areal i kommunen svarer til landsgennemsnittet. 69% af kommunens samlede areal er dyrket areal.

Samtidig med faldet i antallet af bedrifter ses en stærkt stigende specialisering på de tilbageværende bedrifter. De alsidige landbrug med blandet animalsk og vegetabilsk produktion er i stigende grad afløst af specialiserede kvæg- eller svinebedrifter eller bedrifter baseret udelukkende på planteavl. Nyborg Kommune rummer desuden en del minkfarme, hvilket er atypisk i forhold til resten af de fynske kommuner.

Specialiseringen inden for kvæg- og svineproduktion ses specielt i den sydlige del af kommunen og omkring Ullerslev. Disse områder rummer også den største husdyrtæthed (1,0 - 1,5 DE/ha). Samlet set har husdyrbestanden i kommunen i perioden 1985 - 1999 været faldende. Det skal fremhæves, at husdyrbestanden i den sydlige del af kommunen har været stort set uændret i perioden 1985 - 1999.

Gartneri

På landsplan er udviklingen inden for væksthusbranchen gået i retning af færre, men større bedrifter. Antallet af væksthusgartnerier på landsplan er halveret i perioden 1983 - 2003. Væksthusarealet har dog på landsplan været stort set uændret i samme periode. Med hensyn til frilandsgartneriproduktionen er arealet reduceret med ca. 27% i perioden 1983 - 2003. På Fyn er det især nedgang i produktionen af ærter til konserves, der har betinget nedgangen i arealet med frilandsgartneri.

Med hensyn til gartneriproduktion er Nyborg kommune kendetegnet ved en relativt stor frugt- og bærproduktion . Den generelle udvikling inden for væksthusbranchen har for Nyborg kommune medført, at mange mindre væksthusproduktioner i kommunen er lukket. Disse er til dels afløst af nogle få større produktioner.

Skovbrug
I Nyborg Kommune svarer andelen af skov i 2000 i forhold til det samlede areal til landsgennemsnittet på 11%. I perioden 1990 - 2000 er skovarealet øget fra at udgøre 9,8% af det samlede areal til 11,2%. Det skovdækkede areal udgør i kommunen i alt ca. 3100 ha. Ca. 62% af dette areal udgøres af løvtræer og ca. 34% af nåletræer. Pyntegrønt og juletræer udgør ca. 14% af nåletræsarealet. Se i øvrigt afsnittet om skovrejsning her.

Beskæftigelse
Antallet af beskæftigede inden for jordbrugserhvervet er på grund af stadigt større og mere effektive bedrifter i perioden 1994 - 2003 faldet med ca. 20%. På landsplan er ca. 3,3% af arbejdsstyrken beskæftiget i jordbrugserhvervet mens der i Nyborg kommune er beskæftiget ca. 5,5% af arbejdsstyrken. Andelen af beskæftigede inden for jordbrugserhvervet er størst i den sydlige del af kommunen og omkring Ullerslev. Her er hhv. ca. 17% og 11% beskæftigede inden for jordbrugserhvervet. Det er også i de dele af kommunen faldet i antal beskæftigede inden for jordbrugserhvervet har været størst.

Økonomi
Jordbrugserhvervets samlede økonomiske betydning for Nyborg Kommune ligger lidt over landsgennemsnittet. Dette rummer dog over store lokaløkonomiske forskelle, idet jordbrugets andel af kommunens samlede primære indkomst i området omkring Ørbæk er 4 gange højere end landsgennemsnittet, i området omkring Ullerslev 2 gange højere og i området omkring Nyborg 0,5 gange mindre.

Jordbrugets påvirkning af vandmiljø og natur
Landbrugsbedrifterne er den del af jordbrugserhvervet, som har den største påvirkning af vandmiljøet og naturen. Især husdyrproduktionenen har, på grund af stort tab af næringsstoffer fra udspredningsarealerne, stor indflydelse på vandmiljøet. Tabet af ammoniak fra staldanlæg bidrager i høj grad til en fortsat stor kvælstofbelastning af naturområder.

Udviklingen mod større og mere effektive bedrifter i landbruget har desuden medført en forarmning, både antals- og kvalitetsmæssigt, af de naturtyper der er tilknyttet det åbne land. Den øgede effektivisering mod større og større markfelter og den intensive brug af pesticider har haft særlig negativ betydning for det åbne lands småbiotoper og de arter der er knyttet til disse.

Jordbrugets betydning for bosætning og rekreative interesser
Med den øgede koncentration af husdyrproduktionen er der nogle steder en række gener for naboer, især i form af lugt-, flue- og støjgener, samt gener forbundet med øget begroning med alger på tage m.v. Undersøgelser viser, at dette har ført til, at et stigende antal huskøbere fravælger naboskab til store dyrehold, hvorved huspriserne falder.

Med hensyn til rekreative udfoldelsesmuligheder viser undersøgelser, at den daglige friluftsudfoldelse primært finder sted inden for 2,5 km fra bopælen. En intensiv husdyrproduktion kan være i modstrid med de rekreative forventninger til et område. Med en høj husdyrtæthed vil nærområdet oftere være påvirket af lugtgener som følge af udbringning af husdyrgødning på markerne. I nærområdet vil der desuden være en daglig lugtpåvirkning fra staldanlæggene.

Miljøtilsyn
Kommunen fører miljøtilsyn med kommunens jordbrugs- og industrivirksomheder m.v.. I forbindelse med etablering af etablering eller ændring af forskellige virksomhedstyper, foretages der en vurdering af om det vil medføre en væsentlig påvirkning af det omgivende miljø. Det er målet, at aktiviteterne på kommunens forskellige jordbrugs- og industrivirksomheder m.v. via tilsyn og godkendelses-/tilladelsesordninger kan reguleres, så den samlede miljøbelastning mindskes. 

 


  
Status

Kommuneplan 2009 er vedtaget af Nyborg Byråd den 15. marts 2011 og offentligt bekendtgjort den 5. april 2011.

 

Eksterne links

 Jordbrugsanalyse.pdf (43.3 MB)