Nyborg Kommune

Du er her: Home Natur og miljø Kulturarv og bevaring

Kulturarv og bevaring


Kommuneplan 2009 opstiller mål og retningslinjer for beskyttelse og bevarelse af kulturarven i Nyborg Kommune og omfatter fortidsminder, bygninger og kulturmiljøer.


Kulturarven omfatter alle de fysiske levn af gårsdagens samfund i landskabet eller under jordoverfladen. Det vil sige stort set alt, hvad mennesket har efterladt sig af bebyggelse, anlæg og andre menneskeskabte spor i landskabet. Kommuneplanen beskæftiger sig med den del af kulturarven, som vi ønsker at bevare og anvende som ressource i kommunens udvikling.

Eksempler på kulturarven er bopladser, gravhøje, gamle agersystemer, landsbystrukturer, udskiftningsmønstre, hegn og skel, herregårdsmiljøer, kirker og deres omgivelser, husmandskolonier, engvandingssystemer, kystkulturmiljøer, stationsbymiljøer, enkeltbygninger mv.

Alle steder i by og på land fortæller bygninger, anlæg og fysiske spor om vores foretagsomhed. Det afgørende og meningsfulde bliver at udpege det bevaringsmæssigt mest interessante, og det er afgørende at afgrænsning og udpegning rummer en fortælling, der har værdi for mange mennesker i nutiden og kommende generationer.

Planlægning i forhold til kulturarven handler ikke kun om at bevare, begrænse og beskytte, men i lige så høj grad om at indtænke disse som en lokal ressource, der kan forædles og formidles i forhold til bosætning, turisme og erhvervspolitik.
De velbevarede og hyggelige landsby- og bymiljøer, slotte og herregårde, kirker og de mange oldtidsminder, er alt sammen med til at skabe de rigtige rammer for oplevelser i kommunen.   

Retningslinjer for kulturarv og bevaring findes under Kulturmiljøer og under Bygningsbevaring og bevarende lokalplaner.

 

 

 Slotsområdet i Nyborg


  
Status

Kommuneplan 2009 er vedtaget af Nyborg Byråd den 15. marts 2011 og offentligt bekendtgjort den 5. april 2011.