Nyborg Kommune

Du er her: Home Natur og miljø Råstoffer

Råstoffer


Råstoffer i kommunen omfatter sand, grus og sten, der typisk anvendes til byggeri og anlæg. Region Syddanmark har fastlagt, hvor der må graves, mens Nyborg Kommune udsteder de konkrete gravetilladelser. I kommuneplan 2009 fastlægges retningslinjer for graveområdernes udformning og anvendelse, når råstofgravningen afsluttes.

Mål

Råstofbranchen skal sikres de nødvendige rammer for indvindingen, og der skal tages hensyn til naboer, natur, drikkevand og landskabelige værdier i forbindelse med råstofindvinding og efterbehandling af råstofgrave.

Bæredygtigheden i råstofforsyningen skal fremmes ved at øge genanvendelse af bygge- og anlægsaffald og dermed mindske behovet for råstoffer.

Nyborg Kommune vil i sin egen virksomhed understøtte genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.

Retningslinier

  1. Råstofgravning må normalt ikke finde sted nærmere end 150 meter til vandværksboringer og 75 m til private brønde og boringer
  2. Inden for indvindingsoplandene til vandværker i Svindinge graveområde vil der kun blive givet tilladelse til indvinding under grundvandsspejlet, såfremt vandindvindingsinteresserne ikke tilsidesættes.
  3. Af hensyn til naturinteresser og risikoen for grundvandsforurening skal færdiggravede arealer søges efterbehandlet til naturformål, rekreative formål eller ekstensivt landbrugsdrift og skovbrug ud fra en konkret afvejning i forhold til jordbrugsinteresserne.
  4. Efter endt indvinding kan der i råstofgrave bevares geologisk interessante skrænter (profiler), ud fra en konkret afvejning af interesserne og færdselssikkerheden.
  5. Udnyttelsen af graveområdet i Svindinge bør foregå fra øst mod vest, således at arealerne øst for Regissevej søges færdigudgravet før der påbegyndes indvinding mellem Regissevej og Svendborgvej.
  6. For den nyudpegede del af graveområdet ved Svindinge (arealet mellem Regissevej og Svendborgvej) skal der udarbejdes en lokalplan for området, inden råstofindvinding kan påbegyndes. I lokalplanen foretages bl.a. en afvejning af de fremtidige interesser i området efter endt gravning.
  7. Generelle retningslinjer for resursebeskyttelse, indvindingstilladelse og efterbehandling er fastlagt i gældende Råstofplan for Region Syddanmark.

Redegørelse

Råstofindvinding medfører store ændringer i landskab og natur og kan endvidere være en gene for naboer og påvirke grundvandet. Vi har imidlertid brug for sand og grus til boliger, veje og anlægsarbejder. Behovet for råstoffer kan mindskes ved genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.

Interesseområder og graveområder

Råstofinteresseområder er områder, hvor der er en vis sandsynlighed for at finde råstoffer, som det kan betale sig at udnytte. Ved planlægning af byudvikling og anden lokalplanlagt arealanvendelse i interesseområder, skal eventuelle råstofforekomster så vidt muligt udnyttes forinden. Region Syddanmark undersøger interesseområderne nærmere, hvorefter det afgøres om det senere skal udlægges til råstofgraveområde.

Råstofindvinding kan normalt kun finde sted inden for et udlagt graveområde. Graveområder skal som udgangspunkt friholdes for aktiviteter, der kan forhindre en råstofindvinding. Normalt kan der ikke gives afslag til indvinding inden for et udlagt graveområde, men der stilles altid en lang række vilkår for indvinding og efterbehandling i en tilladelse. For at beskytte grundvand og drikkevandsindvinding er der ved gravning afstandskrav til vandforsyningsboringer. Uden for graveområder kan der kun undtagelsesvis gives råstoftilladelse. Det kan f.eks. være i forbindelse med kortvarig indvinding ved større vejprojekter. Tilladelse kan kun meddeles med Regionsrådets samtykke.

Aktive grusgrave spredt ud over et råstofgraveområde kan genere mange naboer med støj, støv og tung trafik. Det er vigtigt, at færrest mulige naboer generes af råstofindvinding i en så kort årrække som muligt. Derfor skal udnyttelsen af Svindinge graveområdet søges afsluttet på arealerne øst for Regissevej, før der påbegyndes gravning på de nyudpegede gravearealer mellem Svendborgvej og Regissevej.

Råstofplan 2008-2020

Region Syddanmark er ansvarlig myndighed for planlægning af råstofindvindingen og har udarbejdet Råstofplan 2008-2020. I råstofplanen er der udpeget dels regionale graveområder og interesseområder samt en række retningslinjer for råstofindvindingen. Nyborg Kommune er myndighed for tilladelser til råstofgravning og tilsyn med gravningen. Retningslinjerne i råstof- og i kommuneplanen udtrykker rammerne for denne administration.

I råstofplanen er der i Nyborg Kommune udpeget èt råstofgraveområde ved Svindinge, hvor der graves sand, grus og sten. Graveområdet er en udvidet videreførelse af et udlagt graveområde i Regionplan 2005. I takt med at andre graveområder på Østfyn er blevet udgravet, har området de seneste år udviklet sig til et regionalt vigtigt område. I tilknytning til graveområdet ved Svindinge er der endvidere udpeget et råstofinteresseområde for sand, grus og sten.

Efterbehandling af graveområder

Nyborg Kommune vil udarbejde en lokalplan for den nyudpegede del af graveområdet nord for Svindinge (arealet mellem Regissevej og Svendborgvej). I lokalplanen udarbejdes en natur- og landskabsplan samt foretages en afvejning af de fremtidige interesser i området efter endt gravning. Herved kan der gennemføres en sammenhængende efterbehandling i området, idet bestemmelser i lokalplanen indarbejdes i de enkelte gravetilladelser.

Indenfor hele det udlagte graveområde ved Svindinge findes værdifulde, udpegede landskaber, som Byrådet gennem vilkår i gravetilladelse og efterbehandling vil tage størst mulig hensyn til.

Råstofgravning medfører markante ændringer i landskab og natur, men giver omvendt også mulighed for at skabe nye naturlokaliteter efter endt gravning. Byrådet har fokus på at styrke naturen i kommunen og ønsker derfor at fremme efterbehandling til nye naturområder. Efterbehandling til naturformål eller ekstensivt landbrug og skovbrug vil endvidere bidrage til en bedre beskyttelse grundvandet, der er mere udsat for pesticider og andre forureninger, når eventuelle beskyttende lerlag er bortgravet. 

De geologiske profiler, der opstår efter endt råstofgravning, er skrænter hvor jordlagene er synlige. Efterladte skrænter i udgravede områder kan være vigtige levesteder for truede planter og dyr, f.eks. digesvale. Derudover kan de geologiske profiler bidrage til forståelsen af landskabets opbygning og dannelse. Derfor vil der efter endt gravning blive taget stilling til, om disse profiler i større eller  mindre omfang kan bevares i forbindelse med en efterbehandling af graveområderne.

Råstofgrav i graveområdet ved Svindinge 


  

Status 

Kommuneplan 2009 er vedtaget af Nyborg Byråd den 15. marts 2011 og offentligt bekendtgjort den 5. april 2011.

 

Eksterne links

Råstofplan 2008-2020 for Region Syddanmark