Nyborg Kommune

Du er her: Home Natur og miljø Støj

Støj


Støj er en af de forureningsformer der kan have en sundhedsskadelig virkning på mennesker i form af fysiske og psykiske skader. Kommuneplan 2009 indeholder retningslinjer for, hvordan støjfølsomme områder kan sikres gennem planlægningen, og hvordan behovet for støjende aktiviteter kan tilgodeses uden at komme i konflikt med de støjfølsomme områder.   

Mål   

Støj fra støjbelastende arealer må ikke påvirke støjfølsomme arealer. Det skal sikres, at ingen udsættes for væsentlige negative sundhedspåvirkninger på grund af støj.

Områder i det åbne land, hvor det er muligt at opleve naturens stilhed, skal sikres. Det samme gælder rekreative områder som parker og grønne områder med en relativ stilhed i byerne. Disse områder benævnes stilleområder.

Støjende virksomheders behov for egnede arealer skal tilgodeses. I den forbindelse skal der findes egnede placeringer, som imødekommer et voksende behov for støjende fritidsaktiviteter.

Antallet af boliger, der er belastet af støjgener fra trafik, og som ligger over gældende grænseværdier, skal mindskes. Planlægningen skal sikre, at nyt boligbyggeri ikke påføres trafikstøj over grænseværdierne.

Det skal - gennem oplysning og regulativer  - sikres, at der ikke opstår konflikter mellem naboer (private / virksomheder og private / private) på grund af støj.

Retningslinjer

  1. Ved udlæg af areal til håndværks- og industrivirksomheder eller anden støjende virksomhed skal det sikres, at det udendørs støjniveau, som påføres eksisterende eller planlagt sammenhængende støjfølsom bebyggelse, ikke overskrider de værdier, der fremgår af skemaet om virksomhedsstøj i redegørelsen.
  2. Inden for eksisterende, støjbelastede områder i byzone kan der kun opføres nye boliger, hvis de er støjisolerede, så miljøstyrelsens grænseværdier for støjniveau målt indendørs i sove- og opholdsrum er overholdt.
  3. Støjniveauet for vej- og jernbanetrafikken i forhold til forskellige former for anvendelse: bolig-, sommerhus- og hotelformål må så vidt muligt ikke overstige de grænser, der er fastlagt i skemaet om vej- og jernbanestøj i redegørelsen.
  4. Boligområder og anden støjfølsom anvendelse skal planlægges, så der er tilstrækkelig afstand mellem den støjfølsomme anvendelse og nye vejstrækninger, med mindre der er foranstaltninger, som sikrer overholdelse af Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier.
  5. Inden for støjbelastede områder i landzone kan der ikke udlægges areal til støjfølsomme formål som boliger, rekreative formål og lign., medmindre der sikres overholdelse af grænseværdierne. Samme hensyn skal varetages i forbindelse med enkelttilladelser til bebyggelse m.m. til støjfølsomme formål.
  6. Nye vindmøller i kommunen skal placeres, så der samtidig med overholdelse af vindmøllebekendtgørelsen tages videst muligt hensyn til beboere tæt på vindmøllen.
  7. Ved placering af støjende fritidsanlæg og fritidsaktiviteter skal der tages hensyn til eksisterende støjfølsomme områder. Ved fritidsanlæg og fritidsaktiviteter forstås bl.a. skydebaner, motorbaner, flyvepladser, etc.
  8. Der skal arbejdes videre med planlægning og udpegning af konkrete stilleområder i planperioden.

Redegørelse

Støj fra det eksterne miljø er en af de forureningsformer, der kan have en sundhedsskadelig virkning på mennesker. Det gælder såvel fysisk som psykisk. Den eksterne støj kommer fra virksomheder - herunder  forlystelsesanlæg, restaurationer etc. - trafikken, offentlige og private institutioner som f.eks. idrætsanlæg og skoler, samt når private anvender støjende maskiner.

Gennem planlægningen vil kommunen forebygge og begrænse støjgener og vibrationer i boligområder. Det kan være fra eksisterende og nye veje, fra jernbaner og erhvervsområder. I eksisterende byområder vil kommunen dog åbne mulighed for at forny boligkvarterer, f.eks. ved huludfyldning, også når et kvarter ligger i et støjbelastet område. Det er samtidig kommunens hensigt at undgå, at støjbelastede arealer overgår til støjfølsom anvendelse.

Retningslinjerne sigter på at forebygge - så brugerne af et område ikke generes af støj - og at beskytte udøverne af støjende aktiviteter imod krav om støjdæmpning og indskrænkninger i aktiviteterne. Det sker ved at sikre et rimeligt støjniveau i overensstemmelse med gældende vejledninger fra miljøstyrelsen. De fastlagte støjgrænser for erhverv vil typisk være overholdt, hvis skemaet om "Afstande mellem boliger og erhverv" er overholdt.

Se skema her

Retningslinjerne er ikke til hinder for udlæg af arealer i overensstemmelse med den anvendelse, der allerede finder sted. Det gælder f.eks. udarbejdelse af en lokalplan for et allerede udbygget område, hvor lokalplanen som væsentligste formål har at fastholde den bestående anvendelse.

Støjbelastede arealer kan inddrages til støjfølsom anvendelse, hvis det sikres, at der ved afskærmning, støjdæmpning eller lignende er tilvejebragt et tilfredsstillende støjniveau inden ibrugtagning. Krav om støjdæmpning over for en virksomhed kræver langsigtet planlægning, da visse virksomheder er retsbeskyttede i en periode mod skærpede krav fra myndigheden.

Det er en forudsætning ved fornyelse af boligkvarterer, at der bliver gennemført støjisolerende tiltag på de nye boliger samt støjafskærmning af de udendørs opholdsarealer, så den fremtidige anvendelse og udviklingen af det aktuelle område reelt kan gennemføres.

Problemer som følge af planlagte eller eksisterende støjende virksomhed eller lignende løses generelt efter miljøbeskyttelseslovens regler. Problemer med trafikstøj veje, jernbaner o. lign. søges løst gennem planlægningen.

Vej-  og jernbanestøj

Som udgangspunkt skal støjgrænserne for vej- og jernbanestøj overholdes i hele området. Der kan dog i lokalplaner fastlægges delområder, der ikke er støjfølsomme, som eksempelvis parkerings- og fortovsarealer.

Støjen fra eksisterende veje kan reduceres ved afskærmning med støjskærme og støjvolde og støjen kan mindskes ved kilden ved at sænke hastigheden, reducere trafikmængde eller anvende støjsvage belægningstyper. Reduktion af hastighed kan medføre kapacitetsproblemer på eksisterende vejstrækninger og må af og til kombineres med omlægning af trafik eller etablering af omfartsveje. En reduktion af trafikmængden er altid i kombination med omlægning af trafik til andre egnede veje eller nye omfartsveje. Andre handlemuligheder til støjreduktion i den eksisterende boligmasse er bygningsmæssige ændringer på facader, vinduer o.lign.

Følgende vejstrækninger i kommunen er de mest problematiske med hensyn til vejtrafikstøj på boligfacader:

  • Hovedgaden i Ørbæk
  • Svendborgvej i Svindinge
  • Nyborgvej / Odensevej i Ullerslev
  • Vindingevej - Strandvejen - Havnegade
  • Vestergade - Ravelinsvej - Baggersgade- Adelgade
  • Frisengårdsvej fra Vestergade til Hvedevej
  • Dyrehavevej, især nord for Fjordbakken - Vænget
  • Enkelte gader i Nyborgs bykerne p.g.a. smalle gader, især Korsgade og del af Kongegade og Mellemgade samt Nørrevoldgade

Som hovedregel beregnes støj fra veje og jernbaner frem for at måle støjen. Der er en lang række usikkerheder ved støjmålinger, der bevirker, at et målt støjniveau kun undtagelsesvis kan anses for mere pålideligt end et beregnet støjniveau. Desuden er det en kompliceret og forholdsvis omfattende opgave at fastlægge årsmiddelværdien af støjniveauet ved målinger.

Grænseværdierne for vej- og jernbanestøj kan findes på dette link:.  vej_og_jernbanestoej.pdf

Tog- og biltrafik på Vestbroen

Virksomhedsstøj
Grænseværdierne i nedenstående skema angiver det udendørs støjniveau, der skal sikres i nærliggende boligområder eller anden støjfølsom bebyggelse. Støjens spidsværdier bør om natten ikke overskride de i skemaet anførte maksimale støjniveauer med mere end 15 dB(A).

Grænseværdierne for virksomhedsstøj kan findes på dette link:  Virksomhedsstoj.pdf (62.3 KB)

Kolonihaveområder betragtes som rekreative områder, men da områderne meget ofte er beliggende i byområder med en del baggrundsstøj, er kravene afhængige af hvilken planlægningssituation, der er tale om og om der f.eks. er forbud mod overnatning. Kolonihaveområder i det åbne land sidestilles med sommerhusområder, hvorfor de samme krav vil være gældende. Hvis områderne udlægges i eller nær byzoneområder, vil kravene for områdetype 4 eller 5 typisk være gældende.

Fritidsanlæg og fritidsaktiviteter
De støjende fritidsaktiviteter omfatter primært aktiviteter knyttet til skydebaner, motorbaneanlæg og flyvepladser. Der findes kun én motorbane (Center Ellested) og ingen flyvepladser i kommunen.

I kommunen eksisterer 6 udendørs skydebaner:

  • Aunslev-Bovense Skytteforening ved Aunslev - Skalkendrup
  • Nyborg Skytteforening i Nyborg by
  • Østfynsjagtforening ved Kissendrup
  • KRIF Skytteafdeling ved Refsvindinge
  • Herrested Skytteforening ved Herrested
  • Svindinge Jagtforening ved Lamdrup

Stilleområder
Stilleområder er områder, hvor støjen er lav, og hvor kommunen har ønske om at bevare området som stille. I det åbne land er der tale om stille og uforstyrrede områder, hvor naturens lyde kan høres uden forstyrrende støj fra f.eks. trafik og virksomheder. I byer og bynære områder er det let tilgængelige områder, hvor der er relativt stille, f.eks. parker, historiske områder, offentlige haver, etc.

Udpegede stilleområder skal opretholdes og bevares ved at undlade at placere nye større tekniske anlæg og støjbelastende områder, nær ved stilleområdet. Ved at udlægge og bevare stilleområder, sikres en rekreativ kvalitet, som er efterspurgt af kommunens borgere.

Kommunen vil arbejde videre med udpegning af potentielle stilleområder. Det kunne eksempelvis handle om:

  • Den nordlige del af Teglværksskoven
  • Område mellem Vindinge - Ravnekær - Holckenhavn Fjord
  • Ådal mellem Ørbæk by - Langmose

Støj i landzone
Der er ikke fastsat vejledende grænseværdier for støjniveauet i det åbne land. Der skal foretages en konkret vurdering for hvert enkelt område, eventuelt for hver enkelt sag.


  

Status

Kommuneplan 2009 er vedtaget af Nyborg Byråd den 15. marts 2011 og offentligt bekendtgjort den 5. april 2011.

 

Eksterne referencer

Hvad er støj