Nyborg Kommune

Du er her: Home Service Handicapområdet

Handicapområdet


Nyborg Kommunes handicappolitik skal sikre, at den enkelte borger kompenseres så godt som muligt inden for lovgivningens rammer uafhængig af, hvilken handicapgruppe, borgeren tilhører. Med udgangspunkt i handicappolitikken bidrager Kommuneplan 2009 med retningslinjer for bl.a. tilgængelighed i bygninger og i det offentlige rum.

Mål

Støtte til handicappede medborgere skal så vidt muligt gives med udgangspunkt i borgerens eget hjem i overensstemmelse med den enkeltes ønsker.

Alle med et handicap skal have samme muligheder som ikke handicappede borgere for at deltage i kultur- idræts- og fritidsaktiviteter.

Adgangsforhold og tilgængelighed skal optimeres mest muligt i forhold til handicappede såvel for eksisterende som planlagte fysiske omgivelser.

Retningslinier

  1. Handicaprådet i Nyborg Kommune skal have alle sager og initiativer til høring, der kan have betydning for handicappede borgere.
  2. Handicaprådet kan behandle spørgsmål af generel karakter og stille forslag til både politiske og administrative initiativer.
  3. Der skal sikres indgående og fortløbende rådgivning og vejledning til forældrene, for at sikre bedst mulige vilkår for familier med handicappede.
  4. Der skal kompenseres for handicappet via hjælpemidler, hvad enten det drejer sig om det fysiske og/eller det psykiske handicap.
  5. Tilgængeligheden til det offentlige rum skal sikres for handicappede, bl.a. ved brug af DS Håndbogen "Udearealer for alle" ved nyanlæg og renovering.
  6. I forbindelse med kommunalt byggeri skal tilgængeligheded for handicappede brugere og besøgende sikres bedst muligt.
  7. Ved privat byggeri, som er åbent for offentligheden, skal Nyborg Kommune tilse om tilgængeligheden for handicappede er tilgodeset i tilstrækkeligt omfang.  
  8. Der skal arbejdes for tiltag, der sikrer en handicapvenlig adgang til liberale erhverv, især læger, speciallæger, tandlæger og apoteker.

Redegørelse

Nyborg Kommunes handicappolitik er udarbejdet i et samarbejde mellem Handicaprådet og Nyborg Kommune. Handicappolitiken skal medvirke til at minimere hindringer for personer med handicap samt anvendes i bestræbelserne på  at skabe et tilgængeligt samfund.  Handicappolitikken går på tværs af afdelingerne og involverer hele kommunens ansvarsområde. Direktionen har det overordnede koordinerings- og implementeringsansvar, og hver afdeling har ansvar inden for sit område for, at de handicappolitiske intentioner udføres og at tiltag efter behov implementeres

Handicaprådet udarbejder for hver valgperiode en handlingsplan. Denne handlingsplan evalueres hvert år, og byrådet orienteres om årsberetningen.

For at alle med handicap har samme muligheder for at deltage i kultur-, idræts- og fritidsfaciliteter som ikke handicappede, skal det sikres, at kulturinstitutioner, foreninger og kommunale afdelinger gør arrangementer handicapvenlige uden at det koster ekstra at være handicappet gæst til arrangementer i Nyborg Kommune.

Tværfaglige samarbejder mellem kultur- og fritidsfolk og personale på institutioner for børn og voksne med handicap skal hjælpe til at kvalificere kultur og fritidstilbud til handicappede. Herunder er der særlig fokus på at øge ligestillingen og integrationen mellem handicappede og ikke-handicappede børn og unge. 

For Nyborg Bykerne er der godkendt et regulativ for brug af gader og pladser. Tilgængeligheden for handicappede skal sikres i størst muligt omfang. Af bevaringsmæssige årsager kan der i den historiske bykerne ikke i alle tilfælde sikres optimale adgangsforhold til alle ejendomme og butikker fra gadefacaden, hvor der er hævet stueplan og evt. med oprindelige trappestene og lign. I disse tilfælde skal der tilstræbes, at der sikres en alternativ adgangsmulighed for handicappede. I den forbindelse skal gaderegulativet dog sikre, at flytbare elementer og udstillingsgenstande ikke placeres uhensigtsmæssigt og forhindrer, at handicappede kan færdes i bykernen.  

Handicaprampe på havnepromenaden - Vesterhavnen


  

Status

Kommuneplan 2009 er vedtaget af Nyborg Byråd den 15. marts 2011 og offentligt bekendtgjort den 5. april 2011.

 

Eksterne links

Nyborg Kommunes handicappolitik